Prime Cargo investerer i uddannelse af unge teamledere hos IBC

Peter Jørgensen, Operational Manager hos Prime Cargo i Kolding, har valgt at investere i sine medarbejdere ved at sende dem på kursus hos IBC Kurser og IBC Konsulenthuset.

Ledere vil ofte have hurtig effekt. Derfor har Peter Jørgensen valgt, at alle sine unge teamledere skal tage den grundlæggende lederuddannelse hos IBC, fordi han mener, teamlederne bliver bedre ledere af at tage forskellige kurser og uddannelser hos IBC end den trin 3-uddannelse, som gør teamlederne til lagerdisponenter hos Prime Cargo. 

”Jeg har selv taget den grundlæggende lederuddannelse hos IBC for to-tre år siden, så jeg kender det program, mine teamledere skal igennem”, siger Peter Jørgensen. 

 

En hurtig og positiv effekt

”Som leder vil du ofte gerne have en hurtig effekt. Når du sender dine medarbejdere på sådan et kursus her, så giver det faktisk en rigtig hurtig effekt. I løbet af ca. fem måneder bliver medarbejderne isoleret væk fra virksomheden i de 13 dage, de er afsted på kursus. Her får de en masse viden på kort tid, som de så kan nå at bearbejde og arbejde med i virksomheden, indtil de skal afsted på kursus igen. Det giver en hurtig og positiv effekt, da jeg ikke kan undvære mine teamledere i et halvt år, men har nemmere ved at sende dem afsted på kursus i to dage ad gangen”, siger Peter Jørgensen. 

Satser på meget unge teamledere

Virksomheden Prime Cargo har flere afdelinger. Peter Jørgensen har satset på at have meget unge teamledere, hvor de andre afdelinger har teamledere over 40 år. ”Det kan give udfordringer at have unge teamledere, for eksempel at de skal bæres igennem ting. Men ved at sende dem på kursus fra start, kan vi uddanne dem igennem udfordringerne. Det får jeg de bedste ledere ud af på sigt. Så skal jeg nok bakke op og have deres ryg, hvis de falder”, siger Peter Jørgensen. 

”Mine teamledere har lært rigtig meget på den grundlæggende lederuddannelse og brugt meget af det i virksomheden efterfølgende. Det er en udviklingsproces, de er igennem, men jeg kan allerede nu se, at de har rykket sig fagligt og personligt. For eksempel har jeg en teamleder, der førhen gerne ville gøre alt selv og havde svært ved at uddelegere arbejdsopgaver. Efter kurset har han fået mere ro på og signalerer nu over for sit team, at han er til stede og har ro på. En anden af mine teamledere er blevet rigtig god til at være i dialog med sine medarbejdere. Han har om nogen det største team ude ved os på omkring 30 medarbejdere – på trods af hans unge alder på 22 år. Han er specielt blevet god til at komme rundt og få flyttet rundt på medarbejderne i løbet af dagen i forhold til, hvor der er størst pres. De har begge udviklet sig meget, og de kan også sparre bedre med hinanden nu end før kurset”, siger Peter Jørgensen.

Tilmeld dig nyhedsbrev - få gratis mini e-bøger, tips og tricks og invitationer til gratis morgenseminarer.