Med 68 IT-ansatte fordelt på frem verdensdele har LM Wind Power i Kolding en naturlig udfordring i at skabe en samlet projektkultur og et fælles sprog på tværs af tidszoner og kulturelle forskelle.
IBC Konsulenthuset har fået opgaven med at kitte LM Wind Powers IT-folk tættere sammen med en uddannelse i projektledelse, der er særlig tilrettet LM Wind Powers behov og ønsker. Virksomheden opnår blandt andet fælles værktøjer og terminologi, tydeligere rollefordeling, styrket kommunikation, styring og læring, og at opgaver løses på samme måde uanset kulturerne i de lande eller verdensdele, medarbejderne er fra.
Efter at have aftalt detaljerne med LM’s globale direktion i Holland stod IBC Konsulenthusets underviser i projektledelse, Michael Christiansen, i maj for det første hold kursister i LM Wind Powers hovedkvarter i Kolding. Kursisterne var fra LM-afdelinger i Polen, Holland, Brasilien, Spanien, USA og Danmark som det første af tre hold af IT-folk blandet fra LM’s destinationer.
IBC Konsulenthusets underviser Michael Christiansen har holdt de første moduler af en global projektlederuddannelse for LM Wind Power. Her er han med første hold i Indien. (Foto: IBC Kurser)
”Kursisterne kender typisk kun hinanden fra emails på forhånd. Når de møder hinanden og besøger hovedkvarteret, opnår de altså både personlig udvikling og styrkede relationer. Uddannelsen styrker projektledelse blandt LM’s IT-folk og fastholder den viden i afdelingen, da alle medarbejdere kommer igennem det samme forløb”, fortæller Michael Christiansen.
Kursisterne undervises og trænes blandt andet i grundlæggende PRINCE2®-værktøjer som projektcharter, planlægning, SWOT, projektorganisering, interessentanalyse, risikoanalyse, og især hvordan projekter overgår til daglig drift.
LM Wind Power har også så store IT-afdelinger i Indien og Kina, at medarbejderne i de lande kan oprette deres egne undervisningshold. Derfor var Michael Christiansen i juni i Bangalore i Indien for at undervise og træne de to første indiske LM-hold på i alt 30 mand på første modul af tre på projektlederuddannelsen. Modul 2 er at lede og styre et simpelt projekt, mens modul 3 er om at lede internationale, kulturtilpassede og komplekse projekter. Udvalgte medarbejdere bliver efter uddannelsen tilbud at blive PRINCE2®-certificeret.
”Indien er en eksploderende og næsten euforiserende oplevelse af sanseindtryk i et samfund, der er meget, meget langt fra vores. Tilgangen til at løse opgaver og projekter er også anderledes end i store vestlige projektorganisationer. Landet har flere end 1,2 milliarder indbyggere, og 8,2 millioner af dem bor i Bangalore. Indien har 22 officielle sprog, men vi talte naturligvis engelsk sammen, selv om kursisternes engelskevner varierede meget”, fortæller Michael Christiansen.
Den anderledes tilgang til projekter har blandt andet gjort LM Wind Powers IT-projekter mere effektive.
“IBC’s projektledelsestræning har hjulpet LM Wind Powers globale IT-afdeling med vigtige skridt i at styrke projektkompetencerne. De nye fælles projektrammer og -sprog gør en mærkbar og vigtig forskel i at korte tiden fra idé til løsning”, fortæller LM Wind Powers globale IT-direktør, Jacob Schytz Frandsen.
I september var Michael Christiansen i Qinhuangdao i Kina for også at have et hold kinesiske medarbejdere fra LM Wind Power på modul 1 af uddannelsen. To uger senere afsluttede han første runde i første modul i Kolding.
”Arbejdet i Indien og Kina viser, at IBC er i de markeder, hvor vores kunder er og har brug for vores hjælp og ekspertise”, siger Michael Christiansen.