7 gode råd til, hvordan du undgår at tage arbejdet med på ferie

Det er vigtigt at holde ferie og koble fra, så du efter endt ferie er udhvilet og klar til at se nye muligheder, udvikle dig og tage fat på jobbet igen. Det kommer både dig selv, dine kollegaer og virksomheden til gode. Men hvordan gør du så det?

Du kender det sikkert. Du er på ferie, men der var lige den der mail, du lige skal have svaret på, før du rigtig kan slappe af. Den ene mail bliver til flere mails. Måske besvarer du også opkald, for du har svært ved at lægge ansvaret fra dig, når du holder ferie.

Her får du 7 gode råd til, hvordan du undgår at tage arbejdet med på ferie:

1. Planlæg i god tid og sørg for, at din kalender er ryddet for møder de sidste dage op til ferien. På den måde kan du bruge dagene til at få styr på de sidste ting op til ferien.

2. Uddeleger og lav aftaler om, hvem der er ansvarlig, mens du er væk. Er der en, du er tryg ved, der kan have ansvaret, eller måske flere, der varetager forskellige opgaver?

3. Afslut det, du kan inden ferien og sæt eventuelt allerede nu tid af i din kalender til, at du efter ferien kan følge op på de ting, du lader ligge.

4. Lav aftaler med dig selv. Er det nødvendigt, at du læser mails i ferien, så sæt bestemte tidspunkter af i løbet af ferien til det - og hold dig selv fast på aftalen.

5. Afstem forventninger med dem, der har det uddelegerede ansvar under dit fravær. Hvordan skal eventuel kontakt foregå - mail eller telefonisk? Lad personen/personerne vide, hvornår ser du din mail, og hvilke situationer der kan gøre, at det er i orden, at du bliver ringet op.

6. Sæt autosvar på din mail – eventuelt med information om, hvem der kan kontaktes i dit fravær. Det kan være en god idé at lade din sidste feriedag fremgå som den første dag retur på arbejdet, på den måde kan du få en rolig opstart efter ferien.

7. Hør serieiværksætter Martin Thorborg fortælle om, hvorfor du skal holde din ferie for at få succes.


Rigtig god ferie.

Tilmeld dig nyhedsbrev - få gratis mini e-bøger, tips og tricks og invitationer til gratis morgenseminarer.